På eventyr med Patrice lll
Sæt sejl i Thailand med dansk skipper
Bo Sondergaard
Fold søkortet ud. Læg kursen og besejl havet omkring Phuket: Øgrupper, laguner og mangrove-sumpe, kridhvide badestrande, tropiske fisk, azurblåt hav og vind i sejlet. Vi dykker. Besøger regnskove og lever af skaldyr. Velkommen til Asia Yachting med Bo Søndergaard, der tilbyder charter i hans 47 fod kapsejler Patrice lll.
REPORTAGE: FLEMMING THOMSEN
Bragt i BådNyt Marts 2012
På opdagelse i Phuket
Vandet er grønt og fuldstændig gennemsigtigt. Man bliver ved med at kunne se sandbunden, mens vi rider ud over bølgerne i Bo Søndergaards lille jolle med påhængsmotor. Vi passerer en del både, også et par danskejede, der ligger for svaj. Men vi skal længere ud. Vi skal bese det stolte skib Patrice lll, der ligger 50 meter fra kysten ud for Chalong Beach på ferieøen Phuket.
Patrice er et skib med historie: Hun har vundet Sydney til Hobart i 1981 og -84, hun har taget førstepladser på stribe i ocean-kapsejladser og var den mest vindende båd gennem et årti på den sydlige halvkugle. Hun var i en periode leaset af syndikater for Admiral Cup. I 1979 blev Admiral Cup ramt af en storm med 12 meter høje søer. Mange af bådene blev opgivet og senere fundet i drift. Patrice fuldførte sejladsen og beviste sine styrke i hårdt vejr.
Til Patrices historie hører også, at dens ejere i tilbage i 80’erne sejlede kapsejlasen Sydney til Osaka. Det er en meget lang sejlads, men deltagerne var garanteret 10.000 dollars blot for at gennemføre inden for en tidsfrist. Patrice sejlede stabilt og godt på turen. Den er især suveræn op mod vinden og til at krydse, hvor den skarpe stævn skærer gennem bølgerne.
Men der er langt mellem Australien og Japan, så mandskabet hyggede sig med at smide en snøre i vandet for at fange hajer og tun som tilskud til provianteringen. En dag var der bid. En to meter stor haj blev hevet op på dækket. Den sprællede og bed i rælingen. Netop som mandskabet troede, de havde fat i rovdyret, ramte Patrice en bølge, så hajen røg ned i kahytten. Her landede den oven på en gast, der lå og sov i underste køje. Han vågnede med et vræl og aldrig er nogen kommet så hurtig ud af en køje.
Patrices sidste store løb var i 1991. Efter en omflakkende tilværelse fandt Bo hende fem år senere forslået og forlist efter en storm ud for Pattaya i Thailand. Bo kontaktede den daværende ejer, som viste sig at være danskeren Jørgen Brandt. De mødtes i restauranten “The Light House”, hvor de lånte en kuglepen i baren og nedfældede en aftale på en serviet; Bo skulle købe Patrice lll for 100.000 kroner, mens Jørgen tillige fik – ubeset – Bos 32 fods sejlbåd, der lå i Sejlklubben Bugten i Århus.
– Jeg var rigtig glad for den handel. Endelig kunne jeg blive min egen skipper på en charterbåd. Men der gik endnu et år, før jeg var frigivet fra min kontrakt som kaptajn på en Swan, der var ejet af Ray, en rig englænder. Vi sejlede en del i Caribien og senere i Indonesien, så det blev først i 1997, at jeg fik tid til at renovere Patrice, fortæller Bo.
Da vi nærmer os den tidligere kapsejler, er det tydeligt at se, at Patrice er en hurtig båd. Skroget har form som en spydspids og stævnen som en wave-piercer. Bo fortæller, mens vi kravler ombord, at han netop har deltaget i Kings Cup i Thailand 2011 med sit faste hold. De tog den samlede førsteplads i gruppen Modern Classic, så Patrice kan bestemt stadigvæk bide fra sig.
Ombord bemærker man straks det fine træarbejde, en ægte klassiker.
– I bilernes verden ville den være en sølvgrå Mercedes ‘Gullwing’ Sport fra 1954, siger Bo, da han stiger ned i kahytten for at vise rundt. Der er installeret nyt pantry med køleskab, komfortable køjer, toilet og bruser og masser af plads på dækket for afslapning under sejladserne. Desuden er der er kommet flere siddepladser i cockpittet, og den har fået ny og større motor.
Gennem tiderne er der mange, som har besejlet “The Andaman Sea” som gæst hos Bo. Bent Jacobsen fra Århus skriver om oplevelsen: Vi sejlede i alt ca. 135 sømil på en uge, og vi nåede vidt omkring. Vi besøgte havsigøjnere, de boede i hytter på høje pæle, grundet en tidevandsforskel på 3 meter. Området var meget spændende, med høje limstens bjerge, hvide strande, tropiske palmeklædte øer og mangrove sumpe. En dag lejede vi en lokal langbåd, som sejlede os ud i mangroven. Her var masser af huler med hulemalerier fra neandertalertiden og et rigt dyreliv med vilde aber og smukke fugle”.
Også i denne sæson har Bo haft adskillige gæster. Senest to familier, fra Århus og fra Beder. De store børn lærte at sejle kajak og dykke, mens de små legede på strandene. Der er nok at give sig til: Man kan fiske, besøge regnskove, studere fuglelivet – eller bare solbade og slappe af med en bog.
Én bestemt tur glemmer Bo dog aldrig, og den hører ikke til de behagelige. I 2004 lå Patrice for svaj ud for Phi-Phi-øerne, da tsunamien kom rullende frem mod kysten.
Patrice fungerede som hospital
Flodbølgen ramte om formiddagen, og hvis ikke det var fordi, at Bo Søndergaard havde problemer med dykkerudstyret på det tidspunkt, havde han selv og hele hans besætning været i vandet, da bølgen skyllede over dem. Hans kone Chamnien, der er thailænder, ville sandsynligvis have været på vej ind til øen for at hente mere franskbrød i en lille gummibåd på samme tidspunkt.
Nu var de alle sammen på dækket, da bølgen kom susende.
Bølgerne sendte “Patrice III” ind over et koralrev, hvor de normalt ikke kan sejle, men bølgerne havde så meget vand med, at de undgik at gå på grund.
– Bag ved os kunne jeg se, at bølgerne slog ind over stranden og rev træerne med sig. Borde og stole flød rundt i vandet. De andre både væltede omkring os, og nogle af dem sank. Der lå mennesker i vandet, og nogle forsøgte at kravle op på klipperne. På et tidspunkt hang der fire mennesker på klippevæggene, men bølgerne slog 8-10 meter op, og de blev alle skyllet i havet, fortæller Bo Søndergaard.
Om bord på Patrice III havde Bo Søndergaard en norsk familie med tre børn. Moderen i den familie var tilfældigvis læge, og det betød, at Patrice kom til at fungere som hospitalsskib i de kaotiske timer efter flodbølgen.
– De fleste her på Phuket har lagt det bag os, så godt vi kan. I dag har vi fået bedre varslingssystemer, og normalt er havet omkring Phuket et af de bedste steder at sejle i verden, siger Bo.
Vi tager ind til fastlandet igen. Der ligger vel et par hundrede både her i Chalong Bay, og Bo fortæller, at det danske skib “Naveren” vil komme ind i morgen. Ud over at tilbyde charter på hans eget skib, så hjælper han andre, ofte danskere, med reparationer og tilser deres både, når de ikke er her.
Kun et halvt hundrede meter fra stranden har han sammen med Chamnien bygget et hus i to etager. Når der ikke er for mange blade på træerne har de kig til havet. I garagen står en grøn Kawasaki 400 kubik med sidevogn, som Bo fragter alt sit grej med. I haven er han i færd med at tørre sejl, og på balkonen byder Chamnien på ostemadder og dansk kaffe.
Om en uge har Bo et nyt hold chartergæster på båden. De betaler 100 euro per person om dagen. Det er inklusiv brændstof og basis-forplejning på turen. Nogen vil måske tænke, at det var nemmere at leje en båd hos et charterfirma og så bare selv tage af sted. Det vil i så fald dels være dyrere, og man vil sandsynligvis selv skulle finde båden i havnen, hvor man bliver mødt med et stykke A4 med sejlinstrukser og et par kryds i søkortet som velkomst. Bos ekspertise er ikke mindst en del af pakken:
– Når man sejler med mig, får man fordelen af, at jeg kender området ud og ind. Jeg kender de bedste steder, hvor det er godt at ligge for svaj, hvordan vejret normalt arter sig og hvor vi kan proviantere, siger Bo. Han overlader gerne rorpinden til gæsterne, og Chamnien sørger for lækre måltider turen igennem.
Det kan også være nyttigt at have et lokalkendskab ud over, hvad søkortet viser. Det lærte Bo på den hårde måde. Som nystartet charterudbyder påsejlede han en klippe under vandet. Båden sad fast. Gæsterne blev sendt i land med jollen, og snart sad de på stranden, hvor de tændte bål og hyggede sig. De havde det fint. Kaptajnen blev ombord og ventede på, at tidevandet skulle frigive båden.
– Men vandet trak sig mere og mere. Jeg lukkede alle luger og bandt løsdele fast. Sidst på eftermiddagen lå masten vandret hen over havoverfladen, og den ene side af båden lå efterhånden en meter under vand. Jeg måtte kravle op på den modsatte ræling. Der sad jeg så i tusmørket.
Om aftenen kunne jeg se, at de tændte bål på stranden og havde BBQ. Jeg vinkede til dem, så jeg også kunne få noget aftensmad. Båden gik jo ingen steder. Men efter aftensmaden måtte jeg ud på båden igen for at være klar til tidevandet, husker Bo.
I løbet af natten steg vandstanden. Masten begyndte at rejse sig i de første månestråler, og snart var båden fri uden væsentlige skrammer. Gæsterne kom ombord, og om morgenen kunne holdet igen sætte sejl. Klippen er nu raporteret til The Royal Thai Marine som har fået den plottet ind i de seneste søkort.
Av, jeg har ondt i maven
Bo har oplevet en hel del i sin tid som charter-kaptajn på diverse sejl-yachter. Tilbage i ’91 sejlede han som kaptajn på en 70 fods yacht “Southern Lady” i Stillehavet og nærmede sig en mindre ø ud for Tonga. Den så så smuk og ubeboet ud, så de kastede anker ud for øen.
Bo og en gast sejlede ind til land. Her blev de mødt at to vildt udseende indfødte, som var bevæbnet med store macheter. De to langskæggede øboere var standset op og stirrede på de nyankomne.
– Jeg synes, det virkede mærkeligt at vende om, så jeg gik hen til dem. De førte os op til en afrakket fængselsbygning, hvor der sad nogle vagter med patronbælter over skuldrene. De sprang overrasket op. Lidt efter begyndte de at trække os ned mod vandet. Deres leder kunne lidt engelsk og sagde, at vi var ankommet til et forbudt område. Det var en fængsels-ø. De to mænd med macheterne var fanger. Men de kunne ikke stikke af fra øen, der var omgivet af det brusende hav på alle sider, fortæller Bo.
Ved vandet viste fangerne, hvordan de fangede hummere med net. Bo blev snart venner med dem, og i den uge de lå ved øen tog han både fanger og vogtere med ud på båden for at fiske og dykke efter langustere, spiste fantastiske tilberedte middage og da de forlod øen stod alle på stranden og vinkede farvel.
– Noget af det værste jeg har prøvet, var en gang da vi sejlede i Javahavet mellem Java og Borneo i Indonesien. Jeg fik nogle voldsomme smerter i mellemgulvet. Vi var kun to ombord. Ejeren Ray, som aldrig lærte at sejle eller navigerer, og så mig. Jeg sad krumbøjet i cockpittet med en pude presset mod maven. Jeg var blevet alvorligt syg. Smerterne blev så infame, at jeg til sidst sender en pan-pan melding over radioen. En fragtbåd oplyser positionen på en boreplatform, som ligger syv timers sejlads op mod søerne og vinden. De skulle have en læge ombord. Jeg lægger kurs og slår automatpiloten på. Efter adskillige timer når vi frem. Det er blæst op til kulingstyrke. Jeg vakler op og piller sejlene ned. Ray sidder sammensunket og søsyg i cockpittet. Bølgerne er fire-fem meter høje. Boreplatformen smider en fangline ud, som forlænges med kraftigt tovværk som jeg fortøjrer til båden. Et forsyningsskib kommer til, da det er umuligt at komme nær platformen i det hårde vejr. Til sidst springer jeg mellem slæbebåden og ”Ballena” og havner stadig syg, i armene på en tre – fire søfolk som haler mig fri af lønningen og op på dækket af slæbebåden. Et bur i rustent jern og bambus bliver hejst ned mod skibet. Det slingrer voldsomt, og de må gøre det om flere gange, før det lander på dækket med et brag. Jeg får kravlet ind i det, og så hejser de mig op. Jeg gynger fra side til side i blæsten.
På boreplatformen tager nogle mænd imod mig. Jeg kravler hvid i ansigtet ud af buret og bliver gelejdet hen til lægen.
– Hvor gør det ondt? spørger han hurtigt.
Jeg føler mig på maven. Pludselig er smerterne væk. Forsvundet.
– Det gør ikke ondt mere, siger jeg. Lægen ser på mig. Jeg er lidt øm, men smerterne er væk. De sammenstimlede søfolk og borebisser følger mig med øjnene, mens lægen tager mig ind på lazarettet for at undersøge mig nærmere.
Mens jeg ligger på briksen slår han fast, at jeg har haft en nyresten. Det kan gøre djævelsk ondt, men den er åbenbart passeret efter al min fysiske udfoldelse. Og det er faktisk ikke ualmindeligt, forklarer han.
Nu ringer Ray så fra båden og siger, at han ikke kan klare den alene i det piskende vejr. Han er søsyg, desperat og elendig. Jeg måtte tilbage. Jeg var jo kaptajn. Men folkene på boreplatformen sagde stop. Det var blevet nat og blæste næsten med stormstyrke. I projektørlysene kunne jeg se, at “Ballena” rullede voldsomt i søen. Det var kommet et nyt lavtryk, og masten var ved at slå ned i den næste sø, der kom væltende. De anbefalede mig at vente til det blev morgen.
Det kunne jeg ikke. Jeg havde jo også et ansvar for Ray. Så jeg snørede mit tøj sammen i en plastikpose, blev firet ned under platformen og forsøgte at få fat i den fortøjning, vi havde lagt ud og forbandt Ballena med olieplatformen. Det var umuligt at holde fast i den. Det endte med, at jeg svømmede langs tovværket. Det var 50 – 100 meter hen til Ballena, og det lykkedes. Jeg fik fat i rælingen, båden gyngede så meget, at jeg nærmest blev smidt op på dækket, fortæller Bo.
Mens vi sidder på hans balkon og hælder i kaffekopperne, dukker flere historier op. Det er dejlig lunt med kun en svag vind. Solen synker rødmende i havet bag trætoppene, mens cikaderne akkompagnerer. Bo er en mester til at fortælle, og hans mange år på verdenshavene har været en lang række af oplevelser. De fleste gode og mindeværdige. Vil man høre historierne med egne øre og opleve Andamaner-havet på egen hånd, så er en chartertur med Bo og Yachting Asia et godt sted at begynde.
Besøg Asia Yachting’s hjemmeside: www.asiayachting.com
